Mongoliet, hvor ørn, hest og mand er et

Han bevæger roligt sin venstre hånd henover læderhætten (tomaga) for at tage fat i stroppen. Med et ryk er Ørnen fri, den kigger rundt med sit skarpe blik og sætter så afsted med sit store vingefang.

Ørn, hest og mand er et. Hesten følger Eagle Hunteren Kizirbeks mindste bevægelser og kommandoer med benene. Ørnen følger hans kalden og sætter sig igen trygt på hans tykke læderhandske (bialeye),som hviler på en slags krykke (bardak), der støtter på hesten.

Denne magiske begivenhed finder sted hvert efterår/vinter i det isolerede bjergpas ved Bayan-Ülgii i det vestlige Mongoliet der grænser op til Kasakhstan, hvor der er 250 Hunters registreret.

Det er oktober, og jagtsæsonen er lige gået ind. Det er vinteren, der er ørnejægernes bedste tid, for her har rævene og kaninerne fået deres tykke vinterpels. Når jagten sætter ind, er de ofte afsted i 2-3 dage. Jagten foregår i det svært tilgængelige terræn omkring Altai bjergkæden med stejle golde skråninger af løse skifferligende sten. Når vinteren rigtig sætter ind, kan temperaturen nå ned på – 30 grader, så man tager sjældent alene på jagt, da det er farligt at færdes alene i de kuldegrader.

Ørnen, som de bruger, er en kongeørn. Den har et vingefang på op til 2 meter og kan veje op til 7 kg. Hunterne henter ørneungerne fra deres rede, inden de er et år og binder et reb (tor) fast i deres ene fod for at kunne fastholde den. Ved at sulte den et par dage, gør de den vant til håndfodring.

Når ørnen er vant til at spise af sin ejers hånd og bliver fortrolig med ham og hesten, kan den egentlige træning begynde.

Aner fra Djengis Khan

De Kasakhiske Eagle Hunters (kaldet berkutchi) foretrækker hunørne, da de er større og mere loyale. De holder ørnen i fangeskab og bruger dem aktivt i 10 år for herefter at slippe dem fri resten af deres liv. De kan blive op imod 25-30 år.

Jagt med ørne menes at være omkring 1000 år gammel, mens falkejagt har været praktiseret i Centralasien i mere end 6.000 år. Djengis Khan medbragte 1.000 jagtørne samt falke på sine erobringstogter i Kina og Europa i det 13. århundrede. Ørnejagt findes især blandt efterkommere af det Mongolske rige nær Aralsøen, i dag Kasakhstan og Uzbekistan. Da russerne erobrede regionen i 1860’erne begyndte de at undertrykke og forfølge nomadefolket og deres jagtskikke.

Mange kasakhere flygtede til det vestlige Kina eller nordpå til det vestlige Mongoliet, hvor vi er i dag.

Vi er taget til Golden Eagle Festival i Bayan-Ülgii for at se 92 ørnejægere konkurrere i forskelige slags jagt. De poserer med deres ørne på højre arm, mens den slidsomme lille hårdtarbejdende hest bærer både jæger og ørn sikkert frem mellem de højtråbende tilskuere, der hujer begejstret. Få kilometer fra Ülgii på steppen mellem de toppede bjerge, er vi samlet omkring en lastbil med et stort højttaleranlæg med skrattende musik og navneopråb af konkurrencens deltagere.

Der er få turister, der har indfundet sig med deres kameraer, og de er skydeklar med lange linser og camouflagebukser. Ellers er det overvejende lokale, der er kommet for at følge deres Hunter som enten er et familiemedlem eller en, de kender fra egnen. Det er 17. gang de afvikler denne årlige begivenhed med indmarch med The Golden Eagle Hunters Association fane i front, hvorefter den ældste Hunter på 82 år følger trop. Der er tre kvinder/piger med. Det er lidt særligt, for kvinder må ikke tage på jagt med ørnene, men de må gerne deltage i konkurencen. Den yngste deltager er 12 år.

Konkurrencen begynder

Konkurrencen begynder. Hunteren Kizirbek er ca 1.65 m høj, har smalle øjne men et skarpt blik. Han er iført en lys frakke lavet af fåreskind, på hovedet bære han en rød rævepelshue. Kizirbik rider frem på sletten på sin brune hest, Hans ven har taget ørnen med op i det nærliggende bjerg og tager hætten af ørnen for at sætte den fri. ..

Nede på steppen foran bjerget begynder Hunteren Kizirbek at råbe netop hans specielle kald “iiiiiuuuvv iiiiiuuuvv,” efterfuldt af to korte “iuv iuv.” Så dykker den store ørn ned mod Hunteren med en hastighed op til 150 km/t, går lidt på højkant med udstrakte vinger for herefter at tage lidt af farten og lander forsigtigt og sikkert på hans arm, hvor ørnens store klør sætter sig fast.

Dommerne ved dommerbordet på den blå lastbil klapper, og de har noteret hans tid. Sådan går formiddagen for at nå alle 92 deltagere igennem.

Den næste konkurrence ligner den første, bortset fra, at Hunteren trækker et ræveskind efter sig. Hunteren kommer igen med sine “iiiiiuuuvv iiiiiuuuvv”-lyde, som fanger ørnens opmærksomhed. Den styrtdykker igen, stopper op og sætter sine syleskarpe klør i skindet. Ørnen er trænet til ikke at hakke i byttet, men fastholde det til Hunteren kommer og afliver ræven. Som belønning tager Hunteren et rævelårben op fra sin foransiddende lille taske og giver til sin ørn, som straks bider sig fast og rykker kraftig til for at få små lunser kød af benet.

Stemningen er i top, folk griner, da en Hunter ikke formår at kalde sin Ørn til sig. Han kommer med sine kaldelyde, går til sidst af sin hest, slår i jorden samtidig med, at hans hest begynder at vrinske. Folk morer sig, Hunteren bliver diskvalificeret og rider ud på den åbne steppe for at hidkalde sin ørn igen.

Mit første møde med ørnen

Da jeg kom, var det mit første møde med en ørn. Det var fantastisk at komme så tæt på sådan et prægtigt dyr, fuglenes konge. Tænk selv at stå med læderhandsken på og bære den 7 kg tunge ørn. Jeg lærte at vrikke forsigtigt med hånden så ørnen spredte sit mægtige vingefang hen over mit hoved. Wauv, hvor føler jeg mig heldig og ‘safe’; fuglenes konge passer også på mig.

Efter to dage på festivalen omgivet af 120-130 ørne, gik det op for mig at jeg efterhånden var mere bange for de løse hunde end de store ørne.

Mongolian Eagle Hunters

Da konkurrencerne var overstået begyndte nogle at ride hjemad, andre havde længere hjem: De lagde ørnen ned i en gammel jakke og bandt den fast til deres tagbagagebærer. Vinderne begyndte at knappe Vodka op for at fejre deres resultat.

Vi tog hjem og besøgte Razdikh og hans familie en times kørsel ud over steppen mod øst. Razdikh bor på sydsiden af et bjerg, hvor de har gjort klar til vinteren. Resten af året bor de ellers i den traditionelle Ger, som de flytter rundt på steppen hvor de græsser deres geder og får. På sydsiden af bjerget har de et lille muret hus, som egentlig er en masse sten, der er stablet og kalket hvidt.

Det står her, fordi det ligger i læ for den kolde vind, som kommer fra nord. I nabohuset bor hans bror og svigerinde og deres tre børn. Selv har Razdikh og hans kone fire børn, den sidstfødte er hans søn, som er 2 måneder gammel. Han viser mig stolt sine byttedyr frem, to nyfangede ræveskind som han lufttørrer. De lever som nomadefamile og supplerer deres indtægt med jagt på kaniner og ræve. Når jeg sætter dem sammen til et familieportræt sidder de side om side med hinanden og deres ørn. Razdikh`s ørn er kun seks år gammel, den er fuld af nysgerrighed og kommer ind mellem med nogle “skrig”. Når jeg sidder og taler med Razdikh om livet på steppen så sidder han stille og nusser sin ørn på kløerne og i nakken, som var det en lille puddelhund, han havde på sit skød.

Razdikhs kone har lavet en lækker suppe med fårekød og urter. Det kan godt være, at de ikke bruger alverdens krydderier men her er maden frisk lavet, nyslagtet får, der har gået på de uendelige store stepper, hvor de græsser på urtefyldte arealer med en fantastisk aroma. Vi spiser os mætte i det lille hvidkalkede hus, der har en solfanger mobiltelefoner op, hvor varmen fra det indedørs ildsted giver os røde varme kinder.

Et andet sted hjemme hos Hunteren Turganbek, som bor vest for Ülgii, tæt på den lille sø og alligevel et sted i Nowhere Land, som jeg aldrig selv ville kunne finde; der, lige der ånder der en stille fred. De kolde skyer glider ned af bjerget, og man kan mærke, at kulden indtager en, og sigtbarheden bliver mindre og mindre. Vi sidder stille i hans Ger, for han lytter; han lytter efter dyrenes mange små lyde. Pludselig rejser han sig og tager ekstra varmt tøj på, for han må lige ud at se til, at dyrene ikke kommer for langt væk i denne dårlige sigtbarhed. Jeg går med ham, han grynter og fløjter, giver sig til kende over for dyrene, som stille samler sig omkring ham og går med i den rigtige retning mod hans Ger. Udenfor står de små Yak-kalve og kalder, scenariet minder mest om en soundscape-julekalender med 24 forskellige låger med nye lyde, der konstant overrasker og fortæller historier om livet på den fjerne steppe.

Turganbeks datter har lavet en fantastisk ret over det åbne ildsted, som er fyret op med tørrede kokasser. De er indtørret, fordi luften er så tør, så der følger ingen sære lugte med, når hun tænder op.

Retten består af stegt gedekød, hvor hun putter kartofler ved for at stege lidt med. Derefter tilsætter hun lidt vand og koger det i 15 min tid. Imellem tiden har hun lavet en dej med mel og vand som hun laver friske nudler af.

Igen er det kødet, der giver den friske krydrede smag, som er helt særligt på steppen. Tænk på hvor fersk vores industriproduceret kød er, ingen smag, ingen sjæl.

Efter et dejligt måltid og en sang går vi ud for at se, hvordan Turganbek træner sine ørne. Han har to ørne, som han passer med en respekt og værdighed som man ser hos alle jægere.

Kizirbek bevæger roligt sin venstre hånd henover hovedet for at sætte læderhætten på ørnens hoved igen. Der var ikke noget bytte denne gang, men sæsonen er også først lige startet. Kizirbek står af den lavbenede brune hest og fortæller stolt at han er begyndt at kunne gå på jagt igen.

Hans tidligere ørn døde for ham, så denne her er kun fem år gammel. Han hentede den da den var knap et år og har trænet den i fire år. Det er først nu, at den er begyndt at fange enten ræve eller kaniner. De første par år fangede den kun 5-10 stk byttedyr , men i år er den oppe på 24 stk. Så Kizirbek er glad, det kan kun blive et godt år med fine fangster. Hans afdøde far var en kendt Hunter på disse kanter, så der er noget at leve op til, når man kun er 29 år og er klar til jagt.

Jeg er sikker på, at denne tradition med ørnejagt nok skal overleve, for mongoler og kasakher er stolte og pragmatiske folk, der har en styrke og selvtillid, som ingen kan vriste fra dem.

Imponerende overlevelse i et umuligt klima, en opdrift og sammenhold, der får isvinteren til at smelte, når det bliver vår.

Jeg selv er fotograf og har rejst en del i den store verden. Jeg er drevet af nysgerrighed på livsmod og overlevelse i sære egne af verden. Det er min tredje gang i Mongoliet, som fascinerer mig eventyrligt; deres mod, tilgang til verden. De er nomadefolk samtidig med, at de deltager i et moderne demokrati.

Comments are closed.